Mere information om Fiat 500 Cabriolet – inkl. billeder

Vi har allerede skrevet en historie om, at Fiat 500 bliver produceret i en cabriolet-version, baseret på kilder fra et engelsk motormagasin tidligere på året.

Nu er der en del mere information tilgængeligt, så det er på tide med en opdatering.

Fiat har nu selv bekræftet, at der kommer en cabriolet-model. Altså er vi gået fra kvalificerede bud til fakta.

Men ikke nok med det. Vi har også fået bekræftet, at det ikke bliver en hel traditionel cabrio, men at den vil have faste sider og vinduer og et stoftag, der kan rulles tilbage. Dette vil give den et gammeldags look.

Hvis du ikke kan nøjes med denne beskrivelse, kan du også få billeder! Under en testkørsel var nogle fotografer hurtige, og resultaterne kan ses her hos Wordcarfans.

Det er fortsat uvist, hvornår bilen bliver introduceret på markedet, så almindelige billister kan købe den. Et rygte siger, at det først bliver på Geneve-messen i 2009, mens tidligere rygter sagde, at Fiat 500 cabriolet vil blive introduceret i år.

Udgivet i Bilens Verden | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Er den dyre diesel kun et midlertidigt fænomen?

Ejere af dieselbiler har ikke haft det sjovt, når de er kørt forbi (eller især ind på) tankstationerne i de seneste måneder. Dieselpriserne er skudt i vejret, og for tiden er der stort set intet at spare, når man sammenligner en liter diesel med en liter benzin.

Ærgerligt for folk, som har købt dieselbiler med skelen til de lave priser og det deraf følgende gode brændstofregnskab.

Men der er lysere tider på vej, mener benzinbranchen. Olieselskaber mener, at der blot er tale om et “Handelsteknisk” sammentræf, og at dieselpriserne vil bevæge sig nedad igen.

Til Berlingske udtaler Peter Rasmussen, oliehandler hos Statoil, at “Når prisforskellen er kommet ud af balance, skyldes det især, at flere raffinaderier er sat midlertidigt ud af drift på grund af vedligeholdelse. Samtidig er der øget efterspørgsel på diesel, mens lagrene af dieselolie er på et absolut minimum.”

På sigt skulle dieselolien altså blive billigere igen. God nyhed for billister med dieselbiler.

Udgivet i Bilens Verden | Tagget , , | Kommentarer slået fra

God modtagelse af Suzuki Splash

Suzukis WagonR var en stor succes på trods af det lidet kønne udseende. WagonR er nu taget af programmet og bliver erstattet af den nye Suzuki Splash, der bliver introduceret her i landet til foråret. (maj måned for at være præcis).

Den nye Splash er blevet taget vel imod af bilanmelderen, og får roser for det nye, mere strømlinede design kombineret med gode køreegenskaber. Splash tager udgangspunkt i Suzukis succesmodel Swift og er fint indrettet med fornuftigt materialevalg og finish.

Der er små motorer i den lille mini-MPV, og man kan forvente at køre mellem 20-22 kilometer/literen, alt efter brændstoftype og motorvalg.

Priserne vil formentlig begynde ved 120.000-125.000 kroner.

Læs en hel anmeldelse hos Ekstra Bladet.

Udgivet i Bilens Verden | Tagget , , , | Kommentarer slået fra

Mazda 5 – “Bedre og Billigere”

Mazda 5 er kommet i en ny udgave, og vanen tro skal biljourmalister verden over ud og køre i det nye eksemplar, så vi andre kan få en vurdering.

“Bedre og billigere” er konklusionen fra det tyske magasin Autobild, som har haft Mazda 5 på prøve.

De roser bilen for bedre komfort og sikkerhed end sine forgængere. Indretningen kaldes gennemarbejdet, mens bilen udefra ikke skiller sig meget ud fra sine forgængere.

I Tyskland koster en Mazda 5 nu mellem 200 og 600 euro mindre end de tidligere versioner, afhængigt af udstyrspakke. Af hensyn til danske bilejere undlader jeg at viderebringe, hvor lidt en sådan bil koster syd for grænsen.

Hvis du selv vil læse hele den originale artikel, findes den her.

Udgivet i Bilens Verden | Tagget , | Kommentarer slået fra

Usikkerhed om Toyota og GM’s salgstal

Bilens Verden har tidligere skrevet om, at Toyota i 2007 overhalede General Motors som verdens største bilproducent. Fintællingen afgører nu, at GM måske alligevel er størst. I hvert fald, hvis man bruger GM’s officielle tal.

Toyota har i 2007 produceret 9.366.418 biler, mens GM opgør sit tal til 9.369.524. Det skulle betyde, at GM med et mulehårs forspring stadig beholder førstepladsen på salgslisten.

Men så kommer spørgsmålet, om GM snyder lidt på vægten. De medregner nemlig en halv million biler bygget af en kinesisk fabrik, hvor General Motors kun ejer 37 procent af aktierne. Det er imod gængs praksis i branchen, og pludselig er Toyota klar vinder.

Læs mere hos Ekstra Bladet.

Udgivet i Bilens Verden | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Fiat 500 kommer også som cabriolet

Fiats nye succeshistorie Fiat 500 er ikke nået til Danmark endnu, men man kan allerede begynde at se frem til den første omgang produktudvikling på bilen.

Det er nemlig blevet offentliggjort, at bilen får skåret toppen af, så der også er en cabriolet-version på vej.

På det store motorshow i Geneve til marts bliver cabriolet’en vist frem for den store omverden. Det er engelske AutoExpress, der fortæller nyheden, og de mener også at vide, at den nye Fiat 500 Cabrio vil være til salg sidst på året.

Udgivet i Bilens Verden | Tagget , , | Kommentarer slået fra